Brugernavn:
Adgangskode:
Ny bruger
Tilbagegang i Bredsten Borger- og håndværkerforening
Opdateret: 3. maj 2006 kl. 07:30
Bredsten Borger- og Håndværkerforening er vant til succes. Men sidste år udeblev den. Det fortalte formanden, Marianne Wøbbe, i sin beretning på generalforsamlingen.
Overskuddet faldt 20.000 kr. sammenlignet med 2004. Efter investeringer i et par nye vinduer, porcelæn og et nyt køleskab blev overskuddet kun på 1.100 kr.

Revyen, som plejer at være det store slagnummer, var ikke helt så velbesøgt, som den plejer, måske fordi annoncen kom på et uheldigt tidspunkt, så der var mange, som ikke var blevet opmærksom på den.
Den spilles over tre dage, men Marianne Wøbbe foreslog, at man overvejede at gå ned på to spilledage.

For godt vejr til lopper
Heller ikke loppemarkedet levede op til det sædvanlige ry som et tilløbsstykke. Mange kom og kiggede, men gik snart igen, vejret var vist lidt for godt, mente formanden.

Også bankospillet svigtede, der har ikke været nær så mange deltagere, som der plejer.

Disse tre ting giver foreningen hovedparten af den indtægter, foruden kontingenterne fra de ca. 200 medlemmer, så det er klart, at det må give et dårligt resultat. Marianne Wøbbe håber, at det er et tilfældigt sammenfald.

For meget at gå til
De øvrige traditionelle arrangementer: Høstmødet i samarbejde med menighedsrådet, fastelavnsfesten for børn og nytårsfesten sammen med pensionistforeningen var som sædvanlig rigtig gode og hyggelige.

Værre gik det med adventsfesten sammen med menighedsrådet, den måtte aflyses på grund af sammenfald med flere andre arrangementer. Marianne Wøbbe efterlyser lidt bedre koordinering, så man ikke kommer i vejen for hinanden.

Ved bestyrelsesvalget var der genvalg til Marianne Wøbbe, John Knudsen og Knud Hansen.
Dorthe Christoffersen ønskede ikke genvalg. I hendes sted valgtes Inga Nielsen. Gitte Kirk og Bent Andersen blev genvalgt som suppleanter. Lene Poulsen og Gitte Kirk blev genvalgt som revisorer.

Hvervet som fanebærer blev stillet i bero. Der har ikke været brug for det i flere år.

Generalforsamlingen blev overværet af to personer foruden bestyrelsen.

Kilde: Vejle Amts Folkeblad
 
Kalenderen
9. maj
Højmesse i Bredsten kirke kl. 10:30 ved Mette Rousing B...
12. maj
Højmesse i Bredsten kirke kl. 10:30 ved Mette Rousing B...
Debat
Indkaldelse til borgermøde
Brandstationen reddet fra lukning
Vejle Kommune vil lukke Bredsten Brandstation !
Årsmøde mellem lokalsamfund og udvalg for Lokalsamfund og Nærdemokrati
Officielle flagdage 2013
Justitsministeriets oversigt over de officielle flagdage i 2013.
Attraktioner
Vejle Ådal byder på fantastisk natur og gode oplevelser.