Brugernavn:
Adgangskode:
Ny bruger
Afslag på ansøgning om driftstilskud til Multihus
Opdateret: 28. juni 2011 kl. 16:35
Vi har fået afslag på vores ansøgning om driftstilskud til vores nye Multihus fra Vejle Kommune.
Dermed bliver det meget svært at fortsætte arbejdet med multihuset i Bredsten.
Bredsten i udvikling (BIU) er meget skuffede over det afslag, som Kultur – og borgerserviceudvalget på deres møde den 28. juni besluttede at give til deres ansøgning om et driftstilskud til Bredsten – Balles nye multihus. En arbejdsgruppe under BIU har nu i snart to år arbejdet ihærdigt på at få udviklet og finansieret et nyt multihus, som skal stå klar til indvielse primo 2014.

Skuffelsen skyldes i særdeleshed, at man på et stort borgermøde afholdt i efteråret 2009 fik tilsagn fra både den daværende borgmester, Leif Skov og viceborgmester, Arne Sigtenbjerggaard. Leif Skov udtalte på mødet, at han så projektet som meget spændende, og når ikke Vejle Kommune skulle bidrage til anlægsudgiften ville han støtte projektet, og mente kommunen kunne give den nødvendige støtte via et driftstilskud. Desuden opfordrede han arbejdsgruppen til at fortsætte deres arbejde.

Arbejdsgruppen under BIU har siden borgermødet arbejdet videre med projektet, hvor man har samarbejdet med RUM arkitekterne, som har haft ansvaret for alle tegninger af det nye multihus. Det er planen, at det nye multihus skal være en integreret del af Bredsten Hallen.

Men det nye multihus skal rumme de mange nye aktiviteter, som Bredsten – Balle områdets borgere efterspørger. Nogle af de nye aktiviteter omfatter bl.a.
- Fælles aktivitetssted for dagpleje og børnehaven
- Ungdomsklub
- Lokalhistorisk arkiv
- Minibibliotek m/lokal betjening
- Kulturarrangementer
- Seniorgruppen/pensionister
- Øvelokaler til teaterforening
- Faciliteter til Bredsten Cykel Motion
- Faciliteter til Hundetræning
- Nye foreninger

Parallelt med udviklingen af de endelige tegninger har arbejdsgruppen også forsøgt at finde en model til at få finansieret byggeriet. Det er næsten på plads og de vigtigste finansieringskilder vil være,
- Kreditforeningslån
- Tilskud fra forskellige fonde
- Tilskud fra LAG
- Rentefrie lån hos DGI og DIF
- Lokale folkeaktier
- Frivillig arbejdskraft

Dermed står arbejdsgruppen nu med et næsten færdigt projekt med et samlet anlægsbudget på ca. 25,0 mio. kr. hvor Vejle kommune ikke skal bidrage til anlægsfinansieringen. Men kommunens driftstilskud er en forudsætning for, at den løbende drift kan balancere. Og både kreditforening og fonde baserer deres tilsagn om lån og tilskud på, at der kan skabes et positivt driftsresultat når byggeriet er afsluttet og multihusets dagligdag skal fungere.

”Så vi er meget skuffede i dag” udtaler formand for BIU, Jan Nielsen. ”For kan vi ikke få Vejle kommune til at give et årligt driftstilskud på godt en halv mio. kr. kan vi ikke realisere vores plan om at bygge det nye multihus”, fortsætter Jan Nielsen.

”Men jeg tror ikke, at vi blot slår ud med armene og giver op. Vi mener stadig vi har et fantastisk projekt, som vil være til stor gavn for rigtig mange mennesker i Bredsten – Balle området, så vi vil kæmpe videre for at overbevise Vejle kommune om det samme”, slutter Jan Nielsen.
Skrevet af: Jan Nielsen
 
Kalenderen
9. maj
Højmesse i Bredsten kirke kl. 10:30 ved Mette Rousing B...
12. maj
Højmesse i Bredsten kirke kl. 10:30 ved Mette Rousing B...
Debat
Indkaldelse til borgermøde
Brandstationen reddet fra lukning
Vejle Kommune vil lukke Bredsten Brandstation !
Årsmøde mellem lokalsamfund og udvalg for Lokalsamfund og Nærdemokrati
Officielle flagdage 2013
Justitsministeriets oversigt over de officielle flagdage i 2013.
Attraktioner
Vejle Ådal byder på fantastisk natur og gode oplevelser.